søndag, november 12, 2006

Aktieselskabsform i Danmark

Et dansk aktieselskab reguleres i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter.

Alle aktieselskaber er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Aktieselskaber skal anvende aktieselskab eller forkortelser heraf i deres navn. Aktieselskaber og anpartsselskaber kaldes under ét for kapitalselskaber.

Kapitalkrav

Ved selskabets stiftelse udstedes aktier og der er krav om, at den nominelle registrerede aktiekapital er mindst 500.000 kr. Den nominelle registrerede kapital må herefter aldrig komme under 500.000 kr. medmindre den samtidig forhøjes til 500.000 kr eller mere. Aktiekapitalen opstår enten ved kontant indskud eller andre værdier end kontanter (apportindskud).

Ved af tab af halvdelen af kapitalen skal bestyrelsen indkalde til generalforsamling inden 6 måneder. På generalforsamlingen skal bestyrelsen redegøre for selskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag om foranstaltninger, der bør træffes, herunder selskabets opløsning.

Generalforsamlingen

Selskabets aktionærer gør deres indflydelse gældende på generalforsamlinger, hvor der skelnes mellem ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger.

Generalforsamlingen vælger bestyrelsesmedlemmerne, bortset fra eventuelle medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Generalforsamlingen vælger revisor, der skal været statsautoriseret eller registreret.